Hvad kan du gøre som pårørende?

 

Det at skulle leve med PCO kan have mange ansigter. Symptomerne kan spænde lige fra næsten ingen, til rigtig mange. Vi er meget forskellige.

Men fælles for de fleste symptomer er, at de kan være meget tabu-belagte. Det er vigtigt at forstå, at selvom op mod 300.000 kvinder i Danmark lider af PCO, så er det absolut ikke en kendt lidelse og det er ikke altid nemt at tale om fertilitetsproblemer, uønsket hårvækst, sygelig træthed eller en evig kamp med vægten.

Ligeledes kan det for den/de pårørende, som står på sidelinjen, være svært at sætte sig ind i de problematikker, der følger med det at have PCOS. Men der er ingenting, der løser sig ved at tie det ihjel, og for mange PCO-piger er det en lettelse at begynde at tale om, hvordan de har det og møde forståelse for deres situation.

For nogen er det lettest at få taget hul på den snak med mennesker, som kender en godt. Er du forælder, søskende, kæreste, mand, veninde eller anden pårørende så find ud af, hvordan din datter, søster, kæreste, kone, veninde etc. ønsker at forholde sig til sin PCO.

Her på hjemmesiden kan du finde meget mere information om, hvad PCOS er og hvilke behandlingsmuligheder der findes. Mange PCO-kvinder omlægger sine livsstilsvaner som et led i behandlingen. Som pårørende kan det derfor være en fordel at sætte sig ind i den betydning kosten synes at have på symptombilledet, så din bekendte ikke behøver stå alene med den udfordring, det er at ændre kostvaner og sige ”nej tak” til søde sager.

Du kan læse mere om PCO og kost her.

Som pårørende har du naturligvis også mulighed for at blive medlem af PCO-foreningen. Læs mere om, hvad du får ud af et medlemskab her og ønsker du at blive medlem så klik her.

Du er altid velkommen til at kontakte foreningen med div. spørgsmål enten på mail mail@pcoinfo.dkeller på vores telefon 26 90 08 07, som er åben hver torsdag kl. 19-22 og søndag kl. 10-14.